”Hver eneste dag er jeg i hjertet af det, som udgør vores verden”

Benoit Chauvet, 25 år, er landbruger i Noves i departementet Bouches-du-Rhône. Benoit er en æble- og pæreavler og et ungt menneske, der er lidenskabeligt optaget af sit erhverv, som han udøver sammen med sin far. Sammen får de bedriften til at køre og gør sig tanker om dens fremtid, navnlig med henblik på integrerede landbrugsmetoder. Sammen med os vil han komme ind på dette mere end entusiastiske karrierevalg.

Hvorfor vælge en karriere i landbruget ?

Mine bedsteforældre var landbrugere, og min far overtog deres frugtplantage. Lige siden jeg var lille, har jeg været opslugt af dette univers. Jeg holder meget af at være sammen med familien, nyde naturen, og så kan jeg også lide dette erhverv, fordi man har lidt at gøre med alt. Mellem vanding, beskæring, mekanik, plantning og det øvrige, er der altid noget nyt at lave eller at lære, og folk at mødes med, som kan hjælpe os med at forbedre vores arbejde. Jeg har nu i et år overvejet sammen med min far, om det er en god idé at plante en ny blommesort. Dette rejser mange forskellige spørgsmål: vedrørende klimaet, dyrkningsmåden, beskæringsmåden, opbindingssystemet, udtynding, høst, osv. Vi tog ned til det sydvestlige Frankrig for at tale med nogle specialister. Det er meget interessant, man kommer hele tiden videre.

Man siger, at landbrugerne aldrig har tid til sig selv. Er det også sådan for dig ?

Overhovedet ikke. Der er selvfølgelig visse perioder, hvor man må stå tidligt op (blomstring, frostvarsel, osv.), så jeg bliver ikke sent oppe, når jeg er ude om aftenen, men jeg har naturligvis venner og jeg går i byen! Jeg cykler også en del på højt niveau. Jeg er specialiseret i slopestyle, hvor jeg laver akrobatiske øvelser på MTB: jeg har været blandt de 5 bedste og de 10 bedste i Frankrig, og de 80 bedste på verdensplan. I dag træner jeg mere udholdenhed og nedkørsel i rundt regnet ti timer om ugen. Jeg er ambassadør for nogle varemærker, jeg deltager i events, fotoseancer, osv. Cykling gør det muligt for mig rigtigt at slappe af fra mit erhverv. Når det er sagt, så er det naturligvis lettere at frigøre sig, når man er frugtavler, end når man opdrætter dyr.

De miljømæssige spørgsmål spiller en større og større rolle for de unge generationer. Hvordan integrerer du dem i dit arbejde ?

Min far har altid været langt fremme på disse områder. Han har længe brugt grøn gødning, han lader jorden hvile sig et år, og vi sår sorghum, som giver jorden en naturlig organisk gødskning. Efter jeg har sluttet mig til bedriften, udvikler vi også nogle nye metoder fra det integrerede landbrug. Vi er endnu mere omhyggelige med bevarelsen af dyre- og plantelivet i plantagerne. Vi begunstiger de nyttige insekter ved at begrænse græsslåningen mellem træerne. Alt dette kan ikke ske fra den ene dag til den anden, fordi man nogle gange må investere i nyt materiel, og det har en pris, men vi bevæger os i den rigtige retning. Under alle omstændigheder har en landbruger, der er oprigtigt intersseret i sit erhverv, lyst til at udvikle sin bedrift og indføre forbedringer.

Hvad vil du sige til et ungt menneske, der har lyst til at blive landbruger, men som endnu tøver ?

Om morgenen står jeg op, jeg kigger fordi mine bedsteforældre for at give dem et kram, jeg tager min hund og jeg går en tur på mine jorder. Jeg lever med årstiderne, og hver eneste dag er jeg i hjertet af det, som udgør vores verden: vejret, naturen, dyrene. Det er et krævende liv, som forlanger, at man tænker nøje over alle de beslutninger, som man tager, fordi et dårligt år har betydelige konsekvenser, men det er nok at være godt organiseret. At arbejde med Pink Lady beskytter os for eksempel, fordi vi skal overholde nogle meget strenge krav, og produktionen er begrænset. På den måde bevares kvaliteten og prisen på æblet. Både landbrugerne og forbrugerne vinder ved det. Endelig er der visse it-redskaber, såsom elektroniske vejrstationer, der hjælper os med at reagere bedre og beskytte vores træer, når det er nødvendigt. Uanset hvad, så ved jeg, at jeg ville kede mig, hvis mit arbejde var alt for let.