Hvad er agroøkologi ?

I en situation med befolkningsvækst, pres på naturressourcerne og klimaændringer står landbruget over for skræmmende udfordringer, herunder spørgsmålet om landmændenes mulighed for at brødføde verden bæredygtigt uden at udtømme rigdommene ? Det er netop det spørgsmål, som agroøkologi forsøger at besvare. Denne landsbrugsform har til hensigt at tegne morgendagens madverden ved at kombinere jordbrugsvidenskab, miljøvidenskab og socioøkonomiske forpligtelser. Præsentation.

« Udtrykket agroøkologi, der har været anvendt siden 1920’erne og blev udbredt nogle årtier senere, betegner enhver form for landbrugspraksis, der kombinerer landbrugsvidenskab og økologi ».

Princippet bag agroøkologi er ganske enkelt, at det drejer sig om at etablere produktionssystemer, som bygger på økosystemernes funktion for at formindske miljøbelastningen og bevare naturressourcerne. Når landmanden vælger agroøkologiske metoder, tager han helt konkret hensyn til landbrugsbedriften som helhed og anvender teknikker, der inspireres af naturen, for at opretholde bedriftens resultater og samtidigt forbedre dens miljøpræstationer.

Den måde, naturen fungerer på, kan bruges som inspiration til begrænsning af gødning og pesticider

Hvordan ? Ved at tilføje ”agroøkologiske infrastrukturer” til landbrugsarealerne, dvs. elementer i landskabet, som hverken får gødning eller pesticider, f.eks. levende hegn, græsbræmmer, enkeltstående træer, enge, vandhuller, osv. Disse infrastrukturer tilpasses miljøet og landskabet og er til stor gavn for landbruget og biodiversiteten. En blandet hæk vil ikke alene beskytte afgrøderne mod vind, men også tjene som ly for arter, der lever af skadedyr på planterne. Hækken gør det muligt at begrænse brugen af pesticider. Sommetider tjener den også som “økologisk korridor” mellem to biodiversitetsreserver.

Et andet eksempel er vekseldrift.

« Ved successivt at dyrke to forskellige plantearter styrker landmanden sine landbrugsarealer, idet insekter og sygdomme har sværere ved at sætte sig på planterne ».

De to arters forskellige vækstperioder ødelægger ligeledes ukrudtets udviklingsrytme. Endelig er denne tilrettelæggelse af afgrøder til gavn for jorden, hvor afgrøderester, komplementære rodsystemer og røddernes bearbejdelse af jorden forbedrer jordens struktur og liv og dermed dens frugtbarhed. Det skal bemærkes, at tilstedeværelsen af bælgplanter er særlig interessant i et system med vekseldrift, fordi de tilfører kvælstof – enten direkte gennem rødderne eller når planten nedbrydes – og fungerer som kvælstofholdig gødning for den næste afgrøde. Dermed er det muligt at formindske tilførslen af kunstgødning og/eller mineralsk kvælstof.

Praksis, der kræver indsats og skræddersyede løsninger

Naturligt nok betegner agroøkologi ikke en præcis landbrugsform, men en række tiltag og teknikker, som varierer fra område til område. Det drejer sig nemlig om at tilpasse sig den lokale sammenhæng og tage hensyn til alle dens problematikker: Jordens struktur, vanddynamik, biogeokemiske cyklusser, pres pga. sygdomme eller skadedyr, osv.

« Overgangen til agroøkologi medfører også generelle overvejelser vedrørende området og det kræver virkelig en indsats fra landmændene at engagere sig i agroøkologi ».

At være en del af dette tiltag på langt sigt kræver, at man forener økologiske, teknologiske og plantesundhedsmæssige forhold, osv. Desuden kræver de forskellige former for praksis – herunder indførelse af agroøkologiske infrastrukturer – ofte mere tid, større arealer og mere tålmodighed fra landmændenes side. Det er nødvendigt at udføre flere tests og vente i månedsvis eller endog årevis, inden man kan se resultatet af afgrøder, der sås uden gødning eller plantebeskyttelsesmidler.

 

Selvom processen er lang, viser den sig også at være interessant, idet jorden eroderes mindre, bedrifterne styrkes og bliver mere modstandsdygtige over for vejrforhold eller sundhedsrelaterede risici. I øvrigt er landmændenes økonomiske interesse langt fra ubetydelig. Ved at bruge mindre gødning og færre plantebeskyttelsesmidler formindskes bedrifternes omkostninger. Modellen ser i øvrigt ud til at være overbevisende, eftersom De Forenede Nationers Miljøprogram (UNEP) i 2010 skønnede, at 100 millioner hektarer var opdyrket ifølge agroøkologisk praksis mod bare 45 millioner… knap ti år tidligere.