Hvad er agroøkologi ?

Princippet bag agroøkologi er ganske enkelt, at det drejer sig om at etablere produktionssystemer, som bygger på økosystemernes funktion for at formindske miljøbelastningen og bevare naturressourcerne. Når landmanden vælger agroøkologiske metoder, tager han helt konkret hensyn til landbrugsbedriften som helhed og anvender teknikker, der inspireres af naturen, for at opretholde bedriftens resultater og samtidigt forbedre dens miljøpræstationer.

Hvordan ? Ved at tilføje ”agroøkologiske infrastrukturer” til landbrugsarealerne, dvs. elementer i landskabet, som hverken får gødning eller pesticider, f.eks. levende hegn, græsbræmmer, enkeltstående træer, enge, vandhuller, osv. Disse infrastrukturer tilpasses miljøet og landskabet og er til stor gavn for landbruget og biodiversiteten. En blandet hæk vil ikke alene beskytte afgrøderne mod vind, men også tjene som ly for arter, der lever af skadedyr på planterne. Hækken gør det muligt at begrænse brugen af pesticider. Sommetider tjener den også som “økologisk korridor” mellem to biodiversitetsreserver.

Et andet eksempel er vekseldrift.

De to arters forskellige vækstperioder ødelægger ligeledes ukrudtets udviklingsrytme. Endelig er denne tilrettelæggelse af afgrøder til gavn for jorden, hvor afgrøderester, komplementære rodsystemer og røddernes bearbejdelse af jorden forbedrer jordens struktur og liv og dermed dens frugtbarhed. Det skal bemærkes, at tilstedeværelsen af bælgplanter er særlig interessant i et system med vekseldrift, fordi de tilfører kvælstof – enten direkte gennem rødderne eller når planten nedbrydes – og fungerer som kvælstofholdig gødning for den næste afgrøde. Dermed er det muligt at formindske tilførslen af kunstgødning og/eller mineralsk kvælstof.

Naturligt nok betegner agroøkologi ikke en præcis landbrugsform, men en række tiltag og teknikker, som varierer fra område til område. Det drejer sig nemlig om at tilpasse sig den lokale sammenhæng og tage hensyn til alle dens problematikker: Jordens struktur, vanddynamik, biogeokemiske cyklusser, pres pga. sygdomme eller skadedyr, osv.

At være en del af dette tiltag på langt sigt kræver, at man forener økologiske, teknologiske og plantesundhedsmæssige forhold, osv. Desuden kræver de forskellige former for praksis – herunder indførelse af agroøkologiske infrastrukturer – ofte mere tid, større arealer og mere tålmodighed fra landmændenes side. Det er nødvendigt at udføre flere tests og vente i månedsvis eller endog årevis, inden man kan se resultatet af afgrøder, der sås uden gødning eller plantebeskyttelsesmidler.

Selvom processen er lang, viser den sig også at være interessant, idet jorden eroderes mindre, bedrifterne styrkes og bliver mere modstandsdygtige over for vejrforhold eller sundhedsrelaterede risici. I øvrigt er landmændenes økonomiske interesse langt fra ubetydelig. Ved at bruge mindre gødning og færre plantebeskyttelsesmidler formindskes bedrifternes omkostninger. Modellen ser i øvrigt ud til at være overbevisende, eftersom De Forenede Nationers Miljøprogram (UNEP) i 2010 skønnede, at 100 millioner hektarer var opdyrket ifølge agroøkologisk praksis mod bare 45 millioner… knap ti år tidligere.