Madspild: hvad er konsekvenserne for jorden ?

Ifølge FN’s Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisation (FAO) kunne den kornproduktion, der går tabt i Afrika syd for Sahara, dække 48 millioner menneskers årlige minimums fødevarebehov.

Men dette tab har også alvorlige konsekvenser for miljøet: Dels udøver det et unødigt pres på naturressourcerne og økosystemtjenesterne (de varer og tjenesteydelser, som mennesket får fra økosystemerne, som f.eks. bestøvning), dels frembringer det forurening, som har en indvirkning på klimaændringen.

I 2007 blev 1, 4 millioner hektarer anvendt til at producere fødevarer, som aldrig blev spist. Dette areal, som er større end Canada og Indien tilsammen, har dermed fået tilført unødvendigt syntetisk input, der påvirker jordens frugtbarhed, vandkvaliteten og den lokale biodiversitet. Det samme gør sig gældende for ferskvand, hvoraf 250 km³ eller tre gange Genevesøens rumfang (Schweiz) blev brugt på ingenting i 2007.

Den stigende efterspørgsel på fødevarer er også det argument, der anvendes som begrundelse for skovrydning og afskovning. Mens 28% af landbrugsarealerne bruges til at producere fødevarer, som ender i skraldespanden, bliver 10 millioner hektarer skov ryddet hvert år for at tilfredsstille verdens fødevareforbrug.

Fødevare- og landbrugssystemerne er meget afhængige af fossile brændstoffer. Madspild har således et ansvar i forhold til klimaændringerne. Der anvendes olie på næsten alle produktions- og distributionstrin: Fremstilling af gødning, plantning, mekanisk høst, opbevaring på køl, transport, forarbejdning, madlavning, osv. Allerede i 2010 skønnede en undersøgelse foretaget ved Austin Universitet, at den energi, der var forbundet med madspild i USA, udgjorde 2% af landets årlige energiforbrug. Og den onde cirkel fortsætter, idet der også bliver brugt energi på affaldsbehandlingsanlæggene… som dernæst forurener.

De fødevarer, der smides ud uden nyttiggørelse, deponeres nemlig i jorden, hvor de påvirker jord- og vandkvaliteten, eller de transporteres til deponeringsanlæg, hvor de nedbrydes og frigør metan, som er en gasart, der er 25 gange kraftigere end kuldioxid. Ifølge FAO ville madspild, hvis det havde været et land, være den tredjestørste udleder af drivhusgasser efter USA og Kina.

Producenterne kan anvende teknologi for at sikre, at produkterne opbevares bedre. De kan også søge at udnytte deres produktioner ved f.eks. at afsætte de frugter og grønsager, der ikke opfylder specifikationerne, til forarbejdningsindustrierne eller ved at afsætte uspiselige produkter til dyrefoder, fremstilling af kompost eller metanisering. Virksomhederne i fødevaresektoren udtænker midler til at begrænse usolgte varer i lighed med køb og salg af ”grimme frugter og grønsager”. Endelig skal de folkevalgte iværksætte store bevidstgørelsestiltag og indføre foranstaltninger med henblik på at begrænse dumpning af madaffald i deponeringsanlæg eller tillade producenterne at høste alt det, der gror. Der findes løsninger, så lad os komme i gang med at benytte dem!